Dronning Elizabeth 2.´s bortgang minder befolkningen i en række afrikanske lande om tiden under britisk herredømme.

Dronning Elizabeth 2.´s bortgang minder befolkningen i en række afrikanske lande om tiden under britisk herredømme.

Aktuelt

Dronningens død vækker traumer til live

Regentens død minder Storbritanniens tidligere kolonier om overgreb fra en ikke så fjern fortid.

Dronning Elizabeth 2.’s dødskaber landesorg i Storbritannien, hvor folk står i kø for at få et blik af hendes kiste. Derimod er reaktionen anderledes i afrikanske lande som Kenya, Nigeria og Zimbabwe. Her ripper dronningens død op i gamle traumer fra dengang, landene var kolonier i det britiske imperiums jerngreb.

For mig er dronningens død en stærk påmindelse om al den ødelæggelse, som Storbritannien og Vesten pålagde os. De plyndrede vores naturressourcer.
- Mlondolozi Ndlovu, indbygger i Zimbabwe.

Det forklarer Mlondolozi Ndlovu, der bor i Zimbabwes hovedstad, Harara, i det sydlige Afrika. Zimbabwe var i mange år en britisk koloni, hvor det hvide mindretal havde den bedste jord og den politiske magt.

Det var ikke den britiske dronningen, der tog de daglige beslutninger i kolonierne. Men som det britiske imperiums øverste monark bliver Elizabeth 2. symbolet på kolonitidens uretfærdigheder.

Også Kenya i Østafrika var engang en britisk koloni. Som ung kæmpede den 98-årige Gitu Wa Kahengeri for landets selvstændighed. Han var en del af Mau Mau-bevægelsen, der gjorde oprør mod de britiske herskere – blandt andet fordi briterne stjal den bedste landbrugsjord.

Oprøret fik britisk militær til at sætte 1,5 millioner kenyanere i fængselslejre, hvor mange blev tortureret og døde.

»Jeg var væk fra mine børn, som var uden nok mad og uden uddannelse i syv år. Det vil jeg aldrig glemme,« siger Gitu Wa Kahengeri i dag.

En anden oprører, den 90-årige Mathenge Wa Iregi, blev fængslet i tre år under barske forhold.

Jeg ville sørge for dronning Elizabeth, hvis hun havde stoppet briterne i at bekæmpe Mau Mau-bevægelsen. Briterne tog vores land.
- Mathenge Wa Iregi, tidligere oprører i Kenya.

Kenya blev selvstændigt i 1963.

Publiceret:
15/9/2022
Amalie Klitgaard
VJ-redaktør
amalie@tingenesverden.dk
Sven Johannesen
Journalist
sven@tingenesverden.dk