16-årige Nyalip Wich er flygtet fra borgerkrigen i Sydsudan til Etiopien.

16-årige Nyalip Wich er flygtet fra borgerkrigen i Sydsudan til Etiopien.

Kroppen

Menstruationsbind er vigtig nødhjælp for 16-årige Nyalip

Vand, mad og husly er oftest i fokus, når vi hører om nødhjælp. Men for kvinder på flugt er menstruationsbind også afgørende.

Det oplever 16-årige Nyalip Wich på egen krop. Hun er flygtet med sin yngre bror og søster fra borgerkrigen i Sydsudan til flygtningelejren Ngueyyiel i det vestlige Etiopien. Det er ikke tilladt for beboerne i lejren at tjene egne penge, så Nyalip er afhængig af andres hjælp.

”Jeg er tvunget til at blive hjemme fra skole, mens jeg menstruerer, fordi jeg har ikke råd til bind. Jeg bruger stykker af stof, klude og underbukser som erstatning for menstruationsbind,” siger hun til den humanitære organisation Plan International, der opererer i lejren.

Organisationen uddeler såkaldte 'dignity kits' – kan oversættes til værdighedstasker – med menstruationsbind til kvinder i lejren, som primært huser børn og unge. Taskerne indeholder foruden bind bl.a. sæbe, en kam, en tandbørste og vaskepulver.

Såkaldte 'dignity kits' – værdighedstasker – bliver uddelt til kvinder i nød i hele verden. Her er det indholdet fra en taske i Nigeria. Foto: Plan International.

Men taskerne kan ikke stå alene, fortæller Viktor Grønne, senior program manager i PlanBørnefonden – den danske gren af Plan International. I den tæt befolkede lejr skal kvinderne også have trygge, fysiske rammer til at være private i.

Du er i risiko for overgreb, hvis du skal gå langt for at komme til et rum, hvor du kan være privat. Derfor er det vigtigt, at kvinderne har sikre steder på skolen, og at hver husstand har egne toiletter, hvor de trygt kan vaske sig eller skifte bind.

- Viktor Grønne, PlanBørnefonden

Konflikten i Sydsudan helt kort

Kampene i Sydsudan har stået på siden 2013. Konflikten har drevet over to millioner sydsudanesere på flugt til nabolande og gjort yderligere to millioner hjemløse i landet, ifølge tal fra FN.

Sydsudan er verdens yngste land og løsrev sig fra Sudan i 2011. Konflikten i landet skyldes en kamp om magten mellem stridende etniske befolkningsgrupper.

På trods af flere fredsaftaler siden borgerkrigens udbrud, kan FN's fredsbevarende mission i Sydsudan fortsat dokumentere, hvordan civile bliver dræbt og kvinder voldtaget som en del af krigsførelsen.

Samtidig er en akut fødevaremangel i landet med til at forværre situationen. FN vurderer, at 6,8 millioner indbyggere ud af landets ca. 11 millioner har brug for livsnødvendig nødhjælp og beskyttelse.

PlanBørnefonden har bidraget til denne artikel med foto af og citat fra den sydsudanesiske kvinde Nyalip Wich, der bor i Ngueyyiel-lejren. Organisationen har ikke haft redigeringsret på artiklen.  

Publiceret:
27/5/2022
Sune Gudmundsson
Ansv. chefredaktør
sune@tingenesverden.dk