Guinea ormen er efterhånden færdig med at inficere mennesker.

Guinea ormen er efterhånden færdig med at inficere mennesker.

Kroppen

Stor succes: Meterlang orm er tæt på udryddelse

Den grusomme guinea orm er snart færdig med at ødelægge tilværelsen for mennesker i Asien og Afrika.

Ormen lever i kroppen, og den skaber smertefulde sår, når den skal ud med sine larver. I 1986 blev cirka 3,5 millioner mennesker angrebet med guinea orme. Sidste år i 2021 blev der registreret 15 tilfælde i Mali, Chad, Sydsudan og Etiopien.

Særligt danskeren Mikkel Vestergaard Frandsen, der ejer virksomheden LifeStraw, har spillet en stor rolle i den udvikling. Et LifeStraw er et særligt sugerør med et indbygget filter, der gør beskidt vand drikkeligt.

Det, synes jeg, er pissespændende at have været en del af, fordi verden har tabt bolden hvad angår sygdomsudryddelse, siden vi udryddede kopper for over 50 år siden.
– Mikkel Vestergaard Frandsen, ejer af LifeStraw.

LifeStraw har samarbejdet tæt med Carter Centeret, som er grundlagt af den tidligere amerikanske præsident, Jimmy Carter. Centret har ført an globalt i udryddelsen af den hvide orm. Mennesker får ormen i kroppen, når de drikker vandlopper fra beskidt overfladevand, der har guinea ormelaver i sig.

Der går omkring et år før ormen, der bliver en meter, stikker halen ud et sted på kroppen. Det er typisk på underbenet.

”I virkeligheden ender den voksne orm med at være ikke andet end én kæmpestor livmoder, der er fyldt med larver,” siger Pascal Magnussen, der er infektions- og tropemediciner og forsker på Københavns Universitet.

Det var særligt betændelse omkring såret, hvor ormen stak sin hale ud, der gjorde ondt og hæmmede folk. Det gør den stadig i yderst sjældne tilfælde i dag. Vandfiltrering er den ene af tre ting, der har sat ormen i skak. De to andre er undervisning i, hvordan man undgår ormen, samt bedre vandforsyning.

På den måde er cyklussen brudt, og antallet af tilfælde er raslet ned.

Publiceret:
15/9/2022
Mathilde Utzon
Journalist
mathilde@tingenesverden.dk